Af Stig L. Andersson Lektor, Arkitekt 1998
Den originale trykte artikel kan ses her
Louise Sass arbejder med fladen og det taktile. Fokus ligger på samspillet mellem flade og rum, et samspil som hun intensivt og stadigt afsøger.
I japan har hun studeret hvordan papirmagerne ved artikulering og forædling af papir, washi, kan få det til at lyse, være gennemskinneligt, give varme, være følsomt, føjeligt og lydløst. Papiret bliver bearbejdet til et niveau hvor det på en naturlig måde afhænger af hvilken forarbejdning det er undergået og hvilket materiale det er lavet af, som f.eks. morbærtræ, hør eller bomuld.
På en lignende måde søger Louise Sass efter materialernes kvalitative og sanselige stemning. Processen ’at male’ skal her forstås som de handlinger, så som at gennemvæde, rive, klistre, tegne, stemple, trykke, farve etc, der skaber overfladerne.
Louise Sass reducerer sit materiale, tekstil, papir eller farve til stoflig flade, som hun former til nye identiteter i relation til det sted, det rum, hvor de skal indgå. Herved opstår der en slags organisk forbindelse mellem de bearbejdede flader og rummet, som når et tapet rulles op af rummets vægge og skaber nyt liv.
Hun henter sine motiver fra de nære omgivelser, fra den mudrede jord, fra sandet i den japanske have, fra rækker af vinduer eller curtainwall facader. Hun forenkler disse strukturer og synliggør dem som mønstre i sine arbejder ved serielle gentagelser. Motiverne er ikke afgørende som referencer. De har kun betydning for at igangsætte en proces, der omsætter materialet, stof til nyt stof. Man inddrages aktivt i dette stofskifte som hun er katalysator for. Det er det vi oplever, når træets åre bliver omsat til tekstil og rum i vores hjem som med det mobile klædeskab Nomadeskab fra 1994 eller når den tørre jord i Namibia fra 1995 bliver til farver og mønstre af krakelerede flader eller dyreskind, som omgivelser til vores kroppe.
Oplevelsen af Louise Sass’ arbejder baserer sig på begreber som farve, flade og mønster. Den kompositoriske orden, som det traditionelle stoftryk oprerer med, nedbrydes, og materialet fremstår som én ting. Men går man tættere på , som i arbejderne med tuschstriber på papir fra 1997-98, viser der sig sprækker, mellemrum og overgange. Uafladeligt skifter overfladen karakter og er pludselig mange retninger, uendelig mange orienteringer. De små åbninger, der opstår i forskydningerne mellem de enkelte lag af farve, lim eller papir, afslører stoffets evne til at bevæge os og påvirke vores opfattelse af omgivelserne.
Arbejderne Lineær Stak og Undervejs fra 1995-97 benytter sig af en meget enkel struktur af linier. Serigrafirammen anvendes som et stempel, der trykkes og gentages i det uendelige. I den fortløbne trykproces forskydes, drejes og vendes stemplet, så det færdige resultat fremstår som ét sammenfiltret billede. Et billede fyldt med rum, hvori man kan fare vild – en form for labyrint, der skiftevis fører en ind i og ud af billedet. Hvad enten Louise Sass arbejder med tekstil eller papir udnytter hun materialernes iboende potentialer og fremviser dem gennem de forskellige teknikker hun udvikler.
Et gennemgående træk ved hendes arbejder er de lineære strukturer. Lange linier og striber, der strækker sig over fladerne som horisonten, som årer i træ, vand i floder, elektriske strømme i kredsløb eller vinde. Det flyder let og elegant og billedet er aldrig afsluttet som en samlet helhed. Det virker som om hun maler frem og tilbage, op og ned, på kryds og tværs, med stribet maling direkte fra malerbøtten.
Louise Sass’ arbejder fastholder det sanselige ved overfladen forud for den intelektuelle tolkning. Overfladen ligger passivt og afventende på at blive aktiveret af en bruger, der så indfanges i billedets mangfoldige verden. Brugeren bliver en aktiv del i materialets og rummets stofskifte.
I opbygningen af en overflade gennemgår Louise Sass en proces hvor ét lag lægges på ét andet lag på ét tredje lag og så fremdeles, hvilket frisætter det enkelte lags betydning til en ny betydning, der er afhængig af samspillet med de øvrige. Der opstår en symbiose mellem farve, motiv og materiale, der sanses forskelligt afhængig af om det er papir eller tekstil. I tekstiltrykket ætses farven ind i tekstilet og de enkelte lag kan nok ses, men ikke føles. Anderledes forholder det sig med papir. Den våde farve gennemvæder papiret, der buler og vrider sig under tørringen så det to-dimensionelle motiv optræder i relief, som det tydeligt mærkes og ses i papirarbejderne fra udstillingen på Gentofte Kunstbibiliotek i 1998.
Louise Sass er midt i en udvikling, hvor striber, linier og retninger udsættes for eksperimenter og bearbejdninger, der blotlægger fladens og rummets mangfoldige muligheder.
